FAQ home Contact


Forside

Ungdom
Krigen
Karriere
Regeringer
J. O. Krag
Mennesket
Otium
Ode Til Anker

Ankers Brev
Historien
Kontakt

 



  




"I vil også fra forskellige sider af samfundet møde kravet om, at I må have en livsanskuelse ... Men hvilken livsanskuelse I end vælger, så glem ikke, at den først og fremmest skal være menneskelig."
- Anker Jørgensen til en fest for konfirmander, foråret 1966

"Ja, jeg er altså den nye statsminister" sagde jeg til Dronningen. "Dèt ved jeg skam godt, hr. statsminister", sagde hun og klappede hænderne sammen - "jeg læser jo også aviser."
- Anker Jørgensen, ny statsminister, den 5. oktober 1972

"Meget enkelt kan man sige, at begrebet solidaritet ikke er så populært mere. Folk forbinder det næsten alene med sociale tabere og strid på arbejdsmarkedet. Vi må lægge noget andet og bredere i begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter for menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud og sige: kærlighed."
- Anker Jørgensen, Ninka-interview i 1995

"Man kan studere sig til en stadig bedre argumentation for dèt, man føler er rigtigt. Men dèt, der er afgørende for retningen, man vælger, dèt er hjertet ..."
- Anker Jørgensen, 1999


"Vi risikerer, at vi i de første 50 år efter denne krig vil få en dybt splittet verden. Drop Bush, men ikke bomber."
- Anker Jørgensen om Irak-krigen, den 15. marts 2003



”Der er for mange ... der ægger til mistro, kommer med nedværdigende omtale og på den måde er med til at udstøde medmennesker, som ikke ligner dem, der medvirker i en Morten Korch-film. Det er nemlig ikke nok at være dus med himlens fugle eller kunne hilse på en kronhjort. Vi skal lære at leve med resten af verden, der kommer til os, uanset om det er fra Tyrkiet, Polen eller Chile.”

- Anker Jørgensen, på Auschwitz-dagen den 27. januar 2005

”Det er sange, som taler direkte og inddirekte om solidaritet mellem mennesker. Ikke bare den traditionelle fagforenings solidaritet, som ellers er vigtig nok, men den solidaritet, jeg omsætter til kærlighed. Fordi solidaritet er medmenneskelig kærlighed, som jeg ellers synes, vi har for lidt af i dag. Solidaritet er ikke det, der siges, men det, der gøres."
- Anker Jørgensen om Sange Til Anker i interview i Søndagsavisen den 29. april 2007



 

 

 

 


 


Appel:
Stop Bjarne Corydon



Anklager om inkompetence, massive løftebrud og manglende troværdighed klæber til Bjarne Corydon - senest DONG skandalen, hvor Bjarne Corydon beskyldes for at se stort på Danmarks forsyningssikkerhed for at lade en kapitalfond, Goldman Sachs, med kortsigtede profit-interesser komme til fadet med vetoret. 

Det kan siges ganske kort: Bjarne Corydon og hans skamløse ophørsudsalg af socialdemokratiske værdier er hovedårsagen til Socialdemokraternes nedtur. Vælgernes tillid er sat over styr, et hæderkronet folkets parti ødelagt.

Imens synes intet helligt i magtens korridorer: sort gøres til hvidt, krig til fred, nat til dag. Et plumråddent miljø, hvor et mylder af reklamedrenge synes at have frit spil i bunden af en politisk jungle …

Showet styres med spin og smart manipulation, der kynisk vildleder befolkningen og snigløber demokratiet. Der inviteres til velfærdsbuffet med luftsteg og vindfrikadeller, mens nationen føres bag lyset: retten til velfærd for alle skal væk og et almissesamfund sættes i stedet.


·   En socialdemokratisk ledet regering promoverer et sort menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar. Man smadrer solidariteten, krænker og forhåner de svageste, mens velfærden udhules på alle områder.

·   En socialdemokratisk ledet regering fattiggør kynisk udsatte grupper og lader erhvervslivet og de pæne direktører rage århundredets fortjenester til sig. Samfundets rigeste forgyldes, senest skattelettelser i milliardklassen, betalt af kontanthjælpsmodtagere og SU-modtagere.

·   En socialdemokratisk ledet regering gennemfører en dagpengereform, hvor omkring 35.000 mistede dagpengeretten i 2013 og 15.000 vil rammes i 2014. Tusinder af familier tvinges fra hus og hjem, børn henvises til en opvækst i fattigdom. Kriminalitet og misbrug lurer lige om hjørnet.

·   En socialdemokratisk ledet regering tager i ly af skamløs spin hånd om de socialt svageste grupper ved at fjerne forsørgelsesgrundlaget. Akutpakken, der skal hjælpe langtidsledige, er et skoleeksempel på manipulation og rent blændværk. Varm luft uden indhold.



Bjarne Corydon kunne i ægte Hjallerup-marked stil betegne akutjob-pakken som en ”fuld, hel og dækkende løsning” – og senere: ”Nu tror jeg godt vi kan stoppe snakken om, at folk må gå fra hus og hjem.”

I hektisk tempo blev alle typer job slået op som akutjob for langtidsledige: hospitalsdirektører, overlæger, IT-direktører, presserådgivere, salgschefer, 200 lægestillinger o.s.v.

Tidligere overvismand, professor i økonomi, Christen Sørensen, konstaterede tørt i BT: "Enten er Corydon uduelig eller også er han inkompetent ..."

Man kunne også formulere sig som Politikens Kristian Madsen: ”Bjarne Corydon har gennem de sidste år på skift indtaget næsten samtlige kendte positioner i debatten om dansk økonomis problemer.”

Der findes socialdemokrater, der aldrig har adskilt moral og politik.

Anker Jørgensen
var folkets mand på tinge, arbejdsmanden, der var på fornavn med nationen, på hat med de store og på bajer med bumsen.

Den gamle statsminister rager op i det politiske landskab som et fyrtårn af moralsk integritet, der har forenet sit politiske virke med etik og anstændighed.


 

 

Anker Jørgensen, dansk folkeeje og landsfader - vor tids eneste folkekære statsminister med rødder dybt i den danske arbejderklasse. Anker, den tidligere svajer og arbejdsmand, der blev hædret med betegnelsen velfærdssamfundets bygmester og sammen med sit hold fik gennemført så afgørende velfærdsreformer som efterlønnen, garanti-lønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, en omfattende socialreform med Bistandsloven som vigtigste element tilligemed det endegyldige nej til Atom-kraft.

Anker var på fornavn med nationen, han var folkets mand med ægte følelser for de svageste i samfundet. Han var forkætret af det velbjærgede borgerskab men ellers omgærdet med dybfølt sympati og beundret for sine standpunkters mod. Han var Vajsenhusbarnet, som arbejdede sig op til samfundets top fra den fattige barndom som forældreløs på Amagergade på Christianshavn, hvor fire lejligheder deltes om en rusten køkkenvask på gangen og lokum i gården.

Sammen med Ingrid flyttede Anker Jørgensen ind i Sydhavnen allerede i 1949, og i 1960 rykkede familien med de 4 unger ind i en 3-værelses lejlighed i det almene boligbyggeri AKB på Borgbjergvej 1 med udsigt til baneterrænet. Uden vaklen sagde han nej til al statsminister-luksus på Marienborg, og en menneskealder senere boede Anker stadig i nummer 1 på Borgbjergvej, hvor alle passede på ham. Først den 1. november 2008 sagde Anker farvel til lejligheden på Borgbjergvej for at flytte ind i en beskyttet bolig på plejehjemmet Plejebo lige midt i det gamle arbejderkvarter Vesterbro.

Den fremragende journalist og forfatter Olav Hergel beskrev Ankers liv i kvarteret således i sin artikel i Berlingske Tidende søndag den 27.2.2005:

"Det er 20 år siden, Anker gik af som partiets formand, men han svæver stadig over kvarteret. Han kommer forbi hjørnet, hvor gutterne står og taler engang imellem. Ikke fordi han skal, men fordi han vil ... Han bliver svagere og svagere, ældre og ældre, mere og mere krumbøjet, men han går stadig i Fakta og kommer stadig nede i pavillonen hos Laila på Mozarts Plads og får en æblekage og en kop kaffe ...  "Vi elsker Anker. Vi elsker alle sammen Anker, " siger Roland på 55 år .. De andre nikker."

Anker Jørgensen var livet igennem trofast mod sin opvækst, mod sin ungdoms idealer - man hørte hjertet banke, når han talte om solidaritet, om retten til velfærd til alle, til vore svage, de arbejdsløse, de handicappede, de syge og gamle. Det var ikke bare ord. Han var kompromisløs i sin holdning til, hvad der var rigtigt og forkert, og han gik uden frygt i klammeri med magthavere som gidseltageren Saddam Hussein, USA's præsident, de rige oliesheiker, NATO's øverste generaler, Danmarks rigeste mand Mærsk Mc-Kinney Møller og flere med dem.

Det startede tidligt - i bogen "Til Venstre For Midten" ved Bent Hansen fortalte Anker Jørgensen om et fotografi på forsiden af Socialdemokraten i midten af tredverne, der gjorde et uudsletteligt indtryk på ham og brændte sig ind i hans barnesind:

"Det har været omkring 1935. Det forestillede en jøde, der gik spidsrod gennem en berlinsk gade, og bag ham gik to nazister i nazistuniform og i lange støvler med et hagekors på armen. Jødens benklæder var klippet i takker omkring knæene, og om halsen hang et stort papskilt, hvorpå der stod: Ich bin ein Jude. Tusinder af mennesker stod på gaden - ingen greb ind - og det er måske forståeligt. Dette og alt det, der fulgte under nazismen, er de værste og frygteligste udslag af det, der begynder i det små: han er anderledes, og han skal kanøfles."  

På baggrund af et personligt kendskab i mere end 20 år kunne Ole Stavad, mangeårig minister, udtrykke sin respekt for den gamle socialdemokratiske kæmpe i sin artikel den 24. januar 2006 i Jyllands-Posten under overskriften En Hædersmand:

"Anker Jørgensen er en hædersmand med ærlige holdninger. Derfor skylder vi ham alle sammen meget, som langt overstiger den gæld han efterlod som statsminister. Han prægede Danmark med værdier, som vi er ved at miste, hvis ikke ærligheden igen indfinder sig i Dansk politik."


Anker Jørgensen på Amalienborg
oktober 1972 - "Go dav, Anker"

Et væsentligt vidnesbyrd - og et nødvendigt vidnesbyrd. På Internettet er Anker Jørgensen et yndet hadeobjekt i ganske bestemte kredse, og man finder ham forhånet og nedgjort, lad mig citere fra disse kredse på nettet: "... landet var ved at gå bankerot under Anker Jørgensen ..." "... han belånte Danmark op til skorstenen ..." "... lille, rød og værdiløs! ..." "de forbryderiske muhamedanere, som den lede slimede småfed hylende Anker Jørgensen fik udstyret med et dansk pas ..."

I en email stilet til forfatteren den 26. april 2006, lød det således: " ... En mand der kunne have boet på Marienborg, men valgte at blive på Sydhavnen, er jo tindrende psykopat i Lundin-klassen ..."

I sin Den Nye Danmarkskrønike fra 1997 fortæller forfatteren og journalisten Gregers Dirckinck-Holmfeld, at det elegante 1700-tals landsted Marienborg ved Bagsværd Sø, som en rigmand havde testamenteret til skiftende statsministre, ikke rigtigt var noget for Anker Jørgensen. I et interview i Aktuelt i anledning af sin 70 års fødselsdag forklarede Anker nærmere:

"Jeg kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus."

Gregers Dirckinck-Holmfeld kunne tørt konstatere, at for folk med fine fornemmelser var der ikke meget at hente i Anker Jørgensens hidtidige livshistorie. Men nok for folk med sans for skæbner og menneskelige kvaliteter.

Måske var det ikke en velbefaren verdensmand, Danmark sendte på banen i udlandet, men det var en mand med et godt håndtryk. Han kendte sine begrænsninger og gjorde noget ved dem. I sine unge år havde han brugt sine arbejdsløse perioder og fritiden til at videreuddanne sig og var f.eks. i 1959 på et tre måneders stipendieophold på Harvard universitetet i Boston for at studere arbejdsmarkedsforhold. Nu i maj 1973, da han havde været statsminister i bare 6 måneder, skrev Anker i sin dagbog:"Er begyndt på engelsk-undervisning med magister David Nielsen. En time hver morgen."


Anker Jørgensen
Hovedbanegården, 10. november 2005
Foto: Jacob Bøtter



Alex Frank Larsen anfører i sin glimrende biografi: Anker, Mennesket - Magten - Meningerne, at Anker Jørgensen i sjælden grad er inkarnationen af det danske folk. Ingen dansker i nyere tid repræsenterer som Anker den danske folkesjæl - den almindelige danskers levevis, idealer, forhåbninger og handlinger:

"Anker Jørgensens jævne levevis får os let til at glemme, hvilket usædvanligt menneske han er. Hans ligefremme, åbne og prunkløse væsen, hans notoriske ærlighed og kontaktskabende evner har gjort ham til folkeeje i en sådan grad, at vi næsten tager ham som en selvfølge. Men Anker Jørgensens personlige historie er unik og lader sig ikke gentage .."


- Louis Bülow
  www.auschwitz.dk

 






"Jeg har iagttaget ham i Folketinget og dets udvalg gennem mange år, og hans rolige, saglige, urokkelige optræden under folkeafstemnings-
kampagnen, med et flertal i sit eget forbund imod sig, slog hovedet på sømmet i min bevidsthed. Her var manden, der evnede at løfte opgaven."


- Jens Otto Krag, Statsminister


"Han mistede aldrig sin store folkelige popularitet. Han var og blev arbejdsmanden, der var på fornavn med nationen, statsministeren, der stod i telefonbogen uden hemmeligt nummer og aldrig fik fine fornemmelser eller vaner."

- Gregers Dirckinck-Holmfeld, Forfatter

"Det handler ikke om noget partipolitisk, for det er irrelevant. Som statsminister havde han en enorm integritet og præcision, men alligevel også en folkelighed uden at lefle. Han holdt fast i sine principper, men talte alligevel, så alle kunne forholde sig til det. Det står for mig som en anden type folkelighed, én jeg virkelig værdsætter."
- Susanne Bier, Filminstruktør

"Hvorfor er det at en mand som Anker Jørgensen interesserer mig? Jeg har aldrig mødt ham, han har ikke været en aktiv politiker, mens jeg har levet. Så hvad er meningen med at blive fascineret af denne gamle mand? Anker er et symbol på folkeligheden. En mand der aldrig har mistet jordforbindelsen, selv efter mange år på borgen. Han er et minde om, at vi skal huske at passe på de syge og svage i samfundet, en mand der aldrig har glemt solidariteten. Han er en person, der gør én stolt over at være Socialdemokrat. Nogen siger vi aldrig vil få én som Anker igen. Det er jeg uenig i - det er rigtigt, at vi aldrig vil se den samme historie igen. Men vi skal da efter bedste evne følge Ankers eksempel, og holde jordforbindelsen, og aldrig glemme at tænke på de dårligt stillede i dét her samfund. Hvis vi gør det, bliver vi alle sammen vores egne små Ankere ..."
- Teodor Rørbech, Studerende

"Jeg har altid været utrolig stolt af min far. Også den dag i dag, hvor han som en gammel mand stiller sig op på talerstolen for at fortælle om sit liv. Det er da godt gået. Det sjove er, at min datter, Pil, er begyndt at synes det samme. Sidste år inviterede hun ham op på gymnasiet i Ringe, hvor hun havde samfundsfag. Da hun kom hjem, efter han havde holdt et foredrag, sagde hun: "Det er lidt sejt at have sådan en morfar".
- Mette Kvist Jørgensen,
Antropolog og Keramiker,
Ankers datter

 

 



FAQ Home Contact