I 1950 blev Anker Jørgensen næstformand i den lokale afdeling af Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund, i 1956 blev han valgt som formand, i 1962 formand for transport-gruppen og i 1968 formand for arbejderne, Arbejdsmandsforbundet, det senere SID. De efterfølgende år sad Anker som forbundsformand, samtidig med at han sad i det danske Folketing.

Da Jens Otto Krag i 1972 - efter folkeafstemningen om Danmarks indtræden i EF - meddelte sin afgang som statsminister, var han ikke i tvivl om, at Anker Jørgensen skulle være hans efterfølger. Og sådan blev det. Først et år efter sin afgang afslørede Krag i Politiken: 

"Mange vil tro, at det var fordi han var arbejdsmand, formand for landets største faglige organisation ... Sådanne overvejelser har da også spillet ind ... Jeg har iagttaget ham i Folketinget og dets udvalg gennem mange år, og hans rolige, saglige, urokkelige optræden under folkeafstemningskampagnen, med et flertal i sit eget forbund imod sig, slog hovedet på sømmet i min bevidsthed. Her var manden, der evnede at løfte opgaven."

Anker Jørgensen på Amalienborg
oktober 1972 - "Go dav, Anker"

Efter at have været hos Dronning Margrethe på Amalienborg fredag den 5. oktober 1972 til den officielle udnævnelse til statsminister kunne Anker Jørgensen række hånden ud til den almindelige dansker i skikkelse af tømrersvend Willy Olsen, der var mødt frem for at støtte og opmuntre den nye statsminister. Anker kunne således notere i sin dagbog:

"Idag til officiel udnævnelse, besøg hos dronning Margrethe ... Udenfor var pressen der i stort tal, korte interviews til radioen. Jeg hilste på en stor tømrersvend, som var mødt op i arbejdstøjet og råbte: "Go dav Anker." Jeg greb hans store hånd og sagde go dav - lige foran skildvagten. Det blev straks fanget af fotograferne, og det blev alletiders billede ..."  

Samme dag, den 5. oktober 1972, kunne den højtrespekterede og mangeårige departementschef, Erik Ib Schmidt, i sin dagbog notere, at Anker Jørgensen var "netop dèn, der kan redde partiet derved, at han ikke er en partibureaukratisk mand." Erik Ib Schmidt sammenlignede derefter Anker Jørgensen med den tidligere radikale statsminister Hilmar Baunsgaard :

"Han er ikke så fuld af tomme ord og klicheer, han er troværdig over alle grænser, han har charme, men bestemt ikke af sødsuppekarakter, men en robust og håndfast ligefremhed, udtrykt af en mand, der hviler i sig selv og sin overbevisning, og som ikke behøver at stille sig an for at gøre indtryk." 

I sin bog 24 Statsministre giver en alt andet end saglig historiker Søren Mørch (gift med Ritt Bjerregaard, der som Undervisningsminister blev fyret af Anker for at have brugt skatteborgernes penge på det dyre Hotel Ritz i Paris) Anker Jørgensen dumpekarakter - dybt forarget fortæller han f.eks, hvorledes den netop tiltrådte statsminister i 1972 på topmødet i Paris modtager franske journalister i sin hotelsuite iført strømpesokker ...

Den almindelige dansker kom til at holde af Anker Jørgensen, der forblev tro mod sine idealer - med korte afbrydelser var Anker statsminister for skiftende regeringer i de efterfølgende 10 år. Uden frygt gik han i klammeri med magthavere som gidseltageren Saddam Hussein, USA's præsident, de rige oliesheiker, NATO's øverste generaler, Danmarks rigeste mand Mærsk Mc-Kinney Møller og flere med dem.

Den kendte forfatter og fotograf Jacob Holdt, berømt for sine Amerikanske Billeder, husker Anker Jørgensen på denne måde:

"Anker Jørgensen fik jeg dyb respekt for, da jeg en overgang sad i bestyrelsen for Vietnam 69 sammen med ham. Selv da han senere blev statsminister, fortsatte han konsekvent sin stærke kritik overfor USA pga folkedrabet på 3 millioner vietnamesere."

Filminstruktøren Susanne Bier blev refereret i Berlingske Tidende den 15. december 2002 for disse ord om Anker Jørgensen:

"Det handler ikke om noget partipolitisk, for det er irrelevant. Som statsminister havde han en enorm integritet og præcision, men alligevel også en folkelighed uden at lefle. Han holdt fast i sine principper, men talte alligevel, så alle kunne forholde sig til det. Det står for mig som en anden type folkelighed, én jeg virkelig værdsætter."

Anker Jørgensen mod krig

Som statsminister i 1970'erne - meget vanskelige år med voldsomme udgiftsstigninger efter VKR regeringens kommunalreform i 1970, international lavkonjunktur, global oliekrise hvor benzinprisen blev firedoblet på 2 år og massearbejdsløshed overalt - måtte Anker kæmpe for et Danmark, der nærmede sig den økonomiske afgrund.

Borgerlige politikere har i alle årene haft uhyre travlt med at stå i kø ved håndvasken og give Anker Jørgensen hovedansvaret for 1970'ernes økonomiske uføre. Men Anders Fogh Rasmussen måtte alligevel så sent som den 3. oktober 2006 i sin åbningstale til Folketinget erkende, at - citat: "De gamle kommuner tømte kommunekasserne, før de skulle lægges sammen med andre. Det førte til en eksplosion i de offentlige udgifter. Det var første skridt mod den økonomiske afgrund .."

Tidligere departementschef Henning Strøm kunne i en artikel af Jyllands-Postens Kristian Klarskov og Anders Langballe den 4. oktober 2006 fortælle, at det især var venstrefolk i landdistrikterne i de nye kommuner, der trak udgifterne i vejret, og daværende kontorchef Benny Pileborg sagde lige ud til samme avis, at udgifterne "steg mere, end den har gjort under nogen socialdemokratisk regering".

Endelig fremhævede datidens overvismand, professor Anders Ølgaard, overfor Jyllands-Posten, at de voldsomme stigninger i oliepriserne var forklaringen på, at landet endte på afgrundens rand. Citat:".. Tilbageslaget kommer først med den første oliekrise og dernæst med den anden oliekrise. Det er først efter den anden oliekrise, som kom i 1978-79, at vi stod ved afgrunden."

I Weekendavisen nr. 48, 1. - 7. december 2006 ved Hans Mortensen, satte fhv. finansminister Knud Heinesen tingene på plads i forbindelse med udgivelsen af første bind af sine erindringer "Min Krønike":

"Det er, som om dé ulykker, vi var ude for i 70erne, skyldes Anker Jørgensen indstilling til den økonomiske situation. Og det er helt ved siden af. I 1973 og 10 år frem fik vi den værste økonomiske krise efter Anden Verdenskrig ... vi blev særligt hårdt ramt, fordi vi ikke havde nogen egen energiproduktion overhovedet."

Knud Heinesen

I det hele taget viser Knud Heinesens erindringer stor respekt for Anker Jørgensen for at kunne genrejse Socialdemokratiet trods økonomisk krise, obstruktion fra LO og aldeles håbløse politiske vilkår.

I et indlæg i Jyllands Posten den 26.5.2007 imødegik også den mangeårige minister Henrik Dam Kristensen den traditionelle, borgerlige fejlfortolkning af Anker Jørgensen:

"Under AJ oplevede Danmark to oliekriser.

Som andre statsledere - også borgerlige - måtte den danske ud på lånemarkedet for at bevare velfærdsstaten.

Statsgælden blev mere end fordoblet under AJ's efterfølger, Poul Schlüter, skønt han regerede under en højkonjunktur. Højkonjunkturen fristede PS til at lade forbruget løbe løbsk, hvorved underskuddet på betalingsbalancen satte danmarksrekord.

PS måtte derfor gennemføre en kraftig økonomisk opbremsning - Kartoffelkuren - med massearbejdsløshed til følge. Ledigheden steg fra 220.000 til 350.000. Dette tal blev i Nyrup-perioden reduceret til 140.000.

Vi måtte vente på en ny socialdemokratisk statsminister, før underskuddet på de offentlige finanser blev fjernet. Den offentlige gæld udgjorde 81 pct. af BNP, da Poul Nyrup overtog regeringsmagten efter Schlüter i 1993. Denne gæld blev nedbragt til 49 pct. af BNP ...

... Vi har en økonomi, der er bomstærk, fremhæver Anders Fogh og Thor Pedersen igen og igen. Desværre ”glemmer” de hver gang at fortælle, hvem der gjorde dansk økonomi så stærk.

Faktisk er der grund til at takke og rose Anker Jørgensen for, at han førte Danmark gennem en vanskelig periode med velfærdssamfundet intakt."

Anker viste sig i stand til at kæmpe sig op efter århundredets valgnederlag i 1973 og fastholde posten som landets statsminister op gennem 70'erne under helt umulige parlamentariske situationer. En politisk bedrift. Han og hans hold fik styret landet igennem, ligesom han fik gennemført reformer som efterlønsordningen, garanti-lønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og en omfattende socialreform med Bistandsloven som vigtigste element. Også et endegyldigt nej til Atom-kraft blev det til.

Igennem alle årene, ja i alle livets henseender, har moral været uhyre vigtig for Anker Jørgensen. Han har aldrig adskilt moral og politik. Han har udtrykt det således:

"Jeg kan ikke forlange solidaritet af en konservativ tilhænger af de frie markedsmekanismers hærgen, men jeg kan forvente det af et medlem af arbejderbevægelsen. Nogen siger, at moral og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Det mener f.eks. Ritt Bjerregaard. Jeg er helt uenig. Politik og moral hører uløseligt sammen."

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der selv havde en opvækst i fiskerbyen Esbjerg fattig på materielle goder, men rig på kærlighed, lagde i sin seneste - fremragende - erindringsbog "Vokseværk" ikke skjul på, at Ritt Bjerregaard heller ikke efter hans mening havde moralen med sig i sagen fra 1991, hvor Ritt nægtede at flytte sin folkeregisteradresse fra Fyn, selv om hun - som anført i uddraget i Berlingske Magasin Søndag den 20. november 2005 - var flyttet til en kæmpelejlighed på Vesterbro i København og derved kunne oppebære et meget stort skattefrit tillæg. Poul Nyrup Rasmussen kunne fortælle, at Anker ved socialdemokraternes sommergruppemøde i 1991 rejste sig og dér understregede, at selv om der måske ikke var noget juridisk forkert i Ritts dispositioner, måtte socialdemokrater være påpasselige, og at grænsen for, hvad der er acceptabelt, altid skulle være helt tydeligt for folk.

Det skal med, at da Ritt Bjerregaard i november 2005 havde vundet kommunalvalget i København aldeles suverænt efter en flot og engageret indsats og dermed blev den første kvinde, der kom til at sidde på overborgmesterposten, mødte Anker Jørgensen personligt op og som een af de allerførste lykønskede Ritt med hendes imponerende resultat.

I et interview med BT den 1. marts 2004 lagde Anker heller ikke fingrene imellem, da han kommenterede dé fagforeningsbosser, der for medlemmernes penge sikrede sig lukrative aftrædelsesordninger. I 1956 handlede det om smør på brødet og en 44 timers arbejdsuge. I dag er det fagbevægelsens top, der sætter dagsordenen med gyldne håndtryk til flere millioner:

"De er nogle kvajpander. Det er da sygt? Kan de ikke se, hvor meget de skader den bevægelse, de selv står i spidsen for? Selvfølgelig skal fagforeningsfolk have ordentlige lønninger, men den slags særordninger skal de holde sig langt væk fra ..."