Jens Otto Krag var manden, der mere end nogen kom til at tegne det moderne Danmark. Han var vel nok efterkrigstidens mest fremtrædende politiker og en af de største skikkelser i dansk politik overhovedet i det 20. århundrede. Han var hovedmanden bag Socialdemokratiets efterkrigstidsprogram "Fremtidens Danmark", der blev grundstenen for den senere velfærdsstat.

Jens Otto Krag blev født den 15. september 1914 i Randers. Han blev cand.polit. som 26-årig og derefter ansat som sekretær i Valutacentralen og Direktoratet for Vareforsyning, senere kontorchef samme sted. I 1945 begyndte hans karriere inden for Arbejderbevægelsen at tage fart, idet han blev kontorchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Her blev han opdaget af Hans Hedtoft og på dennes foranledning opstillet til Folketinget for Socialdemokratiet i Randers, også i 1945. To år senere blev han valgt ind, og han blev umiddelbart efter Handelsminister i Hans Hedtofts ministerium - en lang og imponerende politisk karriere var startet.

Jens Otto Krag var økonomisk rådgiver ved den danske ambassade i Washington 1950-52, og året efter blev han økonomi- og arbejdsminister. Fra 1957-58 var han først udenrigsøkonomiminister og fra 1958-62 udenrigsminister. I august 1962 afgik statsminister Viggo Kampmann på grund af sygdom, og Jens Otto Krag blev statsminister.

Jens Otto Krag

Efter folkeafstemningen i 1972 om tilslutningen til EF chokerede Jens Otto Krag alt og alle ved dagen efter at gå af som statsminister som 58-årig og pege på Anker Jørgensen som sin afløser.

I sin Dagbog Ved Et Årsskifte noterer Krag mandag den 10. januar 1972: "Lørdag aften nytårsfest hos LO. God stemning. Fortalte Anker Jørgensen lidt om mine tanker for fremtiden."

Selv fortæller Anker i sine erindringer, at Krag ved Ankers 50-års fødselsdag den 13. juli 1972 holdt en tale, hvor han sagde, at "årene mellem 50 og 60 er de bedste i et menneskes liv. Man har stadig den ungdommelige kraft, men forener den med erfaringen." Krag tilføjede: "Arbejderbevægelsen knytter store forventninger til din person, Anker."

Mens Anker kun opfattede ordene som en venlighed i dagens anledning, skrev andre i selskabet ordene ned. Onsdag den 3. oktober 1972, dagen efter EF-afstemningen, kunne Anker så notere i sin dagbog:

"Denne blev den mest chokerende dag i mit liv - jeg er blevet statsminister ... Krag havde udarbejdet tre taler til åbningen af Folketinget. En hvis det blev et nej, en hvis det blev la la, og en hvis det blev et klart ja. Da resultatet var klart, blev vi hurtigt enige. Jeg kørte tilbage til forbundet.

Men så ringede Krag - du må komme herind. Vi vil snakke med dig. Ja, ja, sagde jeg, jeg kommer jo kl. 12, når Folketinget åbner. Han pressede og sagde: Du må komme nu. - I Statsministeriet sad der en gruppe om bordet og spiste. Bland andet Dinesen, K.B., Orla Møller, Erling Jensen, Per Hækkerup og Thomas Nielsen.

Krag sagde: "Anker, nu skal du først ta' dig en bid brød med sild og så en snaps." Så sagde Krag, at han havde besluttet at gå af. Det kunne ikke diskuteres. Han og Thomas sagde, at kredsen her var enige om, at jeg burde være hans efterfølger. Jeg var målløs, men sagde hurtigt ja. Stemningen blev let ..."

I juni 1978, næsten 6 år senere, var Anker Jørgensen til møder i de spanske fagforbund og det socialistiske parti i Madrid. Han fortæller i sin dagbog torsdag den 22. juni:

"... Jeg satte mig på min plads. Ministersekretær Hans Jørgen ved siden af. Så sagde han - ambassadøren har lige nu meddelt mig, at J. O. Krag er død! Jeg sad et øjeblik for at komme mig over chocket. Jens Otto Krag er død ? Det lyder uvirkeligt ... At Krag skulle dø nu, allerede. Jeg talte med ham i telefonen. Han var - det er vel bare 8-10 dage siden - helt frisk. Vi aftalte at skulle mødes. Jeg fik at vide, at han var død i dag, vistnok ved 12-13-tiden. Han lå død i sin seng i Skiveren. I går havde der været fødselsdagssammenkomst i anledning af Jens Christians 18-års dag. Det må have været hjertet, der pludseligt svigtede. Han var vel kun 63 år ...

Jeg skylder ham så meget, men jeg tror ikke, han følte det. I den retning var han enkel, ukompliceret ... Der vil nu blive skrevet meget om Krag. Han ville et afslappet, kunstnerisk otium, men dèt ville ikke lykkes ... For resten, jeg synes, jeg har været lidt tættere på ham de seneste år, men jeg kaldte ham aldrig Jens Otto."

Ved bisættelsen i Folkets Hus talte Anker Jørgensen om Krag som "en bygmester for det velfærdssamfund, vi lever i":

"Næsten en menneskealder som politiker, altid travlt, altid i forreste linie - deraf en stor del som minister, ofte i en meget bevæget tid. Det sled på ham, selv om vi ved, at Krag havde ganske særlige forudsætninger for at klare de opgaver, han var stillet overfor ..."