Som tidligere nævnt flyttede Anker Jørgensen sammen med sin kone Ingrid ind i Sydhavnen allerede i 1949, og i 1960 rykkede familien med de 4 unger ind i en lejlighed i det almene boligbyggeri AKB på Borgbjergvej 1 med udsigt fra tredje sal til baneterrænet. Helt frem til 2008 en menneskealder senere boede Anker i nummer 1 på Borgbjergvej, hvor alle passede på ham. Først den 1. november 2008 sagde han farvel til lejligheden for at flytte ind i en beskyttet bolig på plejehjemmet Plejebo lige midt i det gamle arbejderkvarter Vesterbro.

I 1997 mistede Anker sin elskede livsledsager og bedste kammerat gennem 50 år, Ingrid, der fulgte ham i tykt og tyndt. Til bladet 3F fortalte Anker i et interview i juni 1998:

"Det forstår man nok aldrig. Jeg tænker ofte over det. Det er noget, som skal erkendes hver dag. Hjernen siger, at det er sådan. Men hjertet siger, at det kan ikke være rigtigt.

En af mine stille fornøjelser er at køre en tur og vælge en vej, som jeg ikke har planlagt. Det gjorde vi også, da min kone levede."

Tabet af hende har fået ham til at tænke mere over døden og angsten for at slutte livet med en kamp mod en alvorlig sygdom:

"Vi får jo ikke lov til at leve evigt, og det er faktisk også godt, at vi ved, at vi skal dø. Ellers ville vi ikke påskønne livet. Nogle frådser livet væk alligevel."

På Eb-bloggen Hermans Taxa fortæller Frejalein den 26. februar 2008 om et par oplevelser med Anker Jørgensen:

"Min farmor var i hans kreds i socialdemokratiet i mange år og kom også sammen med partikammeraterne privat. Engang skulle hun lige ned og hente noget vigtigt og hvem trådte så til og holdt øje med den lille Freja med ble på? Det gjorde den tidligere statsminister såmænd. Ikke at jeg kan huske det, men min farmor har fortalt det senere. Det gjorde han bare.

Her for et par år siden så jeg ham så i S-toget på vej hjem til sydhavnen. En pige havde ikke kunne klippe på Dybbelsbro og Sydhavn og Ankers endestation var næste gang. Men stod han af? Nix, han holdte tog-døren så pigen kunne komme ud og få klippet, kørte videre til Sjælør og tog såmænd bare toget overfor et stop tilbage igen."

Dorte A. Christiansen, der igennem mange år arbejdede som privatsekretær for Anker Jørgensen i Statsministeriet, beretter i sin erindringsbog fra 2003 Så Slip Dog Den Høne!, hvordan Anker og Ingrid med stor kærlighed kunne fortælle om deres hjørnelejlighed på Borgbjergvej, hvor deres børn var vokset op, og hvor de i årevis havde gået aftenture hånd i hånd.

Hun kunne også fortælle, hvordan Anker som ellers travl statsminister mestrede kunsten i lige at lægge sig på sofaen i ministerkontoret i ti minutter eller småløbe en tur rundt om Christiansborgs ridebane - så var han udhvilet og klar til resten af dagen og aftenen med:

"Det var på sådan en løbetur, han stoppede op foran et ungt japansk turistpar, der forelsket tumlede rundt med deres kamera i forgæves forsøg på at nå tilbage foran linsen, kysse hinanden inderligt, inden selvudløserknappen koblede sig selv på. Venligt tilbød Anker at agere fotograf. De takkede ham overstrømmende .. på flydende japansk, men Anker var ikke i tvivl om lydenes betydning, så han muntrede sig med at svare dem, at nu var de i alt fald foreviget og ønskede fortsat rigtig god tur. Hvis de fik brug for hjælp, måtte de endelig ringe til ham. Værsko, her var hans visitkort.

Jeg ville gerne have været inde i deres hoveder, når det gik op for det forelskede par, at det var landets statsminister, der var fotografen .. Typisk Anker, ægte ligetil."

I et interview med Karin Ribe fra Boligselskabet AKB's blad fortalte Anker i december 2002, at han aldrig havde forstået, hvorfor nogle havde undret sig over, at han og familien blev boende i deres lejlighed i alle disse år:

"Men sådan er livet lidt mærkeligt. Det synes at være en uskreven lov om, at når man bliver noget ved musikken - det kan vi vel godt kalde det, ikke ? - så skal man flytte fra det arbejderkvarter, man kommer fra. Og det synes jeg ikke, man skal. Og jeg har i hvert fald ikke haft lyst til det ... Det har været helt naturligt, og ingen ståhej på grund af det.

Men en dag, da min kone Ingrid levede, sagde jeg til hende: Synes du ikke, vi skulle invitere hele opgangen op ? Det gjorde vi så - sådan noget tag-selv-bord, og det var meget hyggeligt."

Regnar Nielsen fra Beboerbladet fortalte i det første nummer i 2002 levende om sit besøg hos A. Jørgensen, AKB Borgbjergvej nr. 1, tredje sal til venstre:

"Kom indenfor."
Manden med det karakteristiske skæg byder Beboerbladets udsendte indenfor i en uimodståelig hyggelig lejlighed. Lyse farver fra vægge og den store rispapirlampe danner ramme om smagfulde men beskedne møbler, bøger og interessante ting, der for de flestes vedkommende ikke står i ét hjem ud af hundrede – ting der indikerer, at Anker har været meget ude at rejse.
– Jah! Her har jeg boet i mange år. Ingrid og jeg har faktisk boet i Sydhavnen siden 1949, siger Anker med et smil.
– Jeg synes det er et dejligt kvarter, som har alt det, et bykvarter skal have. Navnlig bor her mange slags mennesker. Nogen kan godt kigge lidt skævt til dem, der står på hjørnet og drikker en bajer. Men de skal også være her. De fleste er søde, og jeg snakker gerne med dem, siger Anker Jørgensen.
– Det er vigtigt, at man kender det sted, hvor man bor, at man føler sig hjemme, fortsætter han.
– Om jeg nogensinde har overvejet at flytte ? ... Der trækkes på skuldrene.
– Jeg spurgte engang Ingrid, om ikke vi skulle købe os et lille hus. Vi havde jo fire børn, og her var da lidt trangt. Men det ville hun ikke. Hun ville også bo i lejlighed. Vi var jo travlt optaget. Og det er nemt at bo til leje. Boligorganisationen passer jo det hele, forklarer Anker.

Anker Jørgensen på Vrå Højskole
tirsdag, den 17. april 2007
Foto: Kristian Møller, 9270 Klarup

Michael, bosiddende på Amager, fortæller på sin hjemmeside Langt Fra Alfarvej om et tilfældigt møde med Anker Jørgensen i september 2004:

"Tirsdag, september 14, 2004
I dag har jeg siddet ved siden af ingen ringere end den tidligere statsminister Anker Jørgensen. Faktisk var det ham der satte sig ved siden af mig i S-toget på vej mod Københavns Hovedbanegård. Jeg blev først lidt paf, "Det her er sgu en af de helt store kanoner", tænkte jeg. "Den sidste politiker af sin slags, en af dem der aldrig fik en højere universitetseksamen og alligevel nåede helt derop hvor man ikke kan nå længere". Jeg fik gudskelov taget mod til mig og fik sagt "Dav Anker" til ham. Han hilste venligt tilbage, og så sludrede vi løst og fast om politik i de 10 minutter det tog inden toget holdt ved spor 9. Vi fulgtes ud af toget og ønskede hinanden en fortsat god dag. Jeg kiggede efter ham da han gik hen af perronen. Han så gammel ud, gik med stok og havde bøjet ryg. Sådan virkede han ellers ikke på mig inde i kupeen. Der havde hans øjne lyst og hans stemme glødet da vi talte om krigen i Irak og den borgerlige regerings snævre flertal for at gå med i den. En masse unge mennesker kom løbende tæt forbi og var næsten lige ved at vælte ham. Jeg tror faktisk ikke de anede hvem han var. "Hold ud, du gamle" tænkte jeg, vendte mig om og gik i den modsatte retning."

På hjemmesiden Kryddernellikens Ind-, Ud-, og Sammenfald hedder det i et indlæg dateret den 15. august 2006 om den tidligere statsminister:

"Ind i mellem er der en medpassager på min faste busrute. En venlig ældre herre der trisser ind og sætter sig, og taler med dè, der ind i mellem kontakter ham. For det er der nogen, der gør. Af dem over en vis alder. Han var nemlig statsminister engang.

Jeg bliver i godt humør når jeg ser ham. Han minder mig om en tid, der godt og vel har nået at få nostalgiens patina.

Men mest af alt så minder han mig om, at nogle politikere ikke giver sig ud for at være andet end hvad de er. På godt og ondt ..

Anker Jørgensen bestred stillingen som statsminister som Anker Jørgensen.

Jeg tror ikke man kan sige det samme om hverken Schlüter, Nyrup eller Fogh-Rasmussen.

Og jeg ville blive endog meget forbavset over at møde dem i bussen."

Andrea, journalist fra Vesterbro, hylder den 14. juni 2006 på sin blog Mental floss "en vaskeægte landsfader med rødder dybt i den danske arbejderklasse" med sin Ode Til Anker:

"Men det mest bemærkelsesværdige var alligevel, at da jeg her til aften skulle op til thai take away'en på Værnedamsvej, ja så mødte jeg simpelthen Anker Jørgensen.

Anker Jørgensen er nok verdens mest fantastiske skabning. Han er lige så nuttet som en kattekilling, især nu hvor han er virkelig gammel og går med stok. Jeg havde lyst til at putte ham i lommen og tage ham med hjem og give ham småkager og portvin.

Måske skyldes min overdrevne affektion, at Anker Jørgensen altid vil være Den Rigtige Statsminister for mig. Jeg ved godt, at han, sådan rent objektivt set, måske ikke har været den bedste statsminister, men han har uden tvivl været den mest folkekære – og så minder han mig bare om min barndom.

Min far har fortalt, at jeg som lille var med ham nede og stemme til et folketingsvalg, og ikke så snart var vi trådt ind i gymnastiksalen på Skansevejens Skole før jeg stolt proklamerede »Vi stemmer på Anker!!!« Og det gjorde vi.

For snart mange år siden lavede jeg et interview med ham ... interviewet med Anker Jørgensen gik rigtig godt, og en uge efter fik jeg et håndskrevet kort med solsikker på fra ham, hvor han skrev:

»Kære Andrea,
Tak for det meget fine interview, du har lavet. Det var en fornøjelse at tale med dig, og jeg ønsker dig held og lykke med resten af din journalist-uddannelse. Jeg er sikker på, at verden kommer til at høre meget mere til dig i fremtiden.
De varmeste hilsener, Anker«

Jeg har gemt kortet, og jeg tager det af og til frem, hvis den faglige selvtillid skal have et boost."

Pressefotografen Mogens Ladegaard har rejst det meste af verden rundt med landets statsministre og kunne i et interview med Gitte Madsen, TV2, fortælle om sine oplevelser med Anker Jørgensen:

"Anker tænkte virkelig på mennesker. Engang var der en stakkels forvirret dreng, der kastede et æg efter ham under et besøg i Grønland, hvorefter en betjent straks greb hårdt fat i drengen. Men det kunne Anker slet ikke have, og det endte med, at han nærmest undskyldte, at han kom til at stå i vejen for ægget ..."

Ærlige Anker
Foto: SeniorLife

I sin velskrevne artikel Ærlige Anker - Et Mandfolk Af Folket på magasinet SeniorLife fremhæver den kendte journalist og forfatter Bjarne Bekker Ankers eftermæle som hele folkets statsminister:

"En akademiker er en person, der har læst sig til det, vi andre véd. Det gamle mundheld passer på forhenværende statsminister Anker Jørgensen. Forkætret af det borgerlige Danmark, da han regerede under nedture og oliekriser. Men Anker har fået et flot eftermæle som hele folkets statsminister.

I tider, hvor politikere rangerer i den absolutte bund på troværdighedsbarometret, har Danmark en forhenværende statsminister, vi kan være stolte af.

Anker Jørgensen, lager- og pakhusarbejderen blev landets leder i oktober 1972, da Jens Otto Kragh gik og smækkede med døren i Statsministeriet. Vi - og Anker - kan med glæde se tilbage på en periode, hvor der ikke blev holdt udsalg i meninger og standpunkter. En tid, hvor et løfte, afgivet af landets leder, var noget, der ikke kunne forhandles bort over en nat..!"

Den mangeårige minister Ole Stavad kunne den 24. januar 2006 i et flot indlæg i Jyllands-Posten under overskriften En Hædersmand fortælle om Anker på baggrund af et personligt kendskab i mere end 20 år:

"Anker Jørgensen var som statsminister og politiker noget af det mest ærlige og mindst beregnende, jeg nogensinde har mødt. Det han mente, mente han, uanset om det var populært eller ej ... Anker var åben og tolerant over for andre mennesker og uden fordomme. Han havde et stærkt og ærligt engagement for mennesker med problemer - uanset hudfarve ...

Anker Jørgensen er en hædersmand med ærlige holdninger.

Derfor skylder vi ham alle sammen meget, som langt overstiger den gæld, han efterlod som statsminister. Han prægede Danmark med værdier, som vi er ved at miste, hvis ikke ærligheden igen indfinder sig i dansk politik."

Danmarks mest læste ungdomsblad Chili Magazine hyldede Anker Jørgensen i april 2005 med denne stodder-tribute af Dennis Christiansen:

Statsmanden
Navn: Anker Jørgensen
Født: 13. juli 1922.
Stodder-credentials: Det sker nok aldrig igen: Den ufaglærte arbejder fra stenbroen blev statsminister. Folket elskede Anker: Han sagde nej til statsminister-luksus på Marienborg og blev boende i sin tre-værelses i Sydhavnen. Han foretrak en pilsner med sidevogn på den lokale frem for nytårskur på Amalienborg. Og alligevel var han den værdige statsmand, der repræsenterede Danmark på europæiske topmøder (og bagefter bundede bajere på håndværker-maner).
Han holder det ægte: Anker bor stadig på Borgbjergvej 1, 3. tv, 2450 København SV.

Lad os slutte med Anker Jørgensens datter, antropolog og keramiker Mette Kvist Jørgensen. Hun kunne i et interview med Kasper Riggelsen, Fyens Stiftstidende, den 11.4.2005 fortælle om sin far:

"Jeg har altid været utrolig stolt af min far. Også den dag i dag, hvor han som en gammel mand stiller sig op på talerstolen for at fortælle om sit liv. Det er da godt gået. Det sjove er, at min datter, Pil, er begyndt at synes det samme. Sidste år inviterede hun ham op på gymnasiet i Ringe, hvor hun havde samfundsfag. Da hun kom hjem, efter han havde holdt et foredrag, sagde hun: "Det er lidt sejt at have sådan en morfar".