Lokalt var Anker med til i 1990 at etablere Værestedet i Sydvest - indrettet i et lille træhus, der blev bygget som et ung-i-arbejde-projekt på et af DSB's ubrugte arealer klos op af S-togsbanen ved Sydhavn Station. Værestedet er et brugerstyret fristed for yngre mænd, hvis hverdag rummer en vis alkoholkultur. Omkring 40 mødes fast her i et aktivt fællesskab, hvor de finder styrke i sammenholdet og stort set har hele deres sociale liv med ansvar for at drive stedet med aktiviteter, vedligeholdelse og rengøring. Som medlem af Støtteforeningen Værestedets Venner er Anker med til at indsamle de nødvendige midler til den faste drift.

Anker Jørgensen har nu igennem mange år været een af Danmarks mest efterspurgte foredragsholdere, der i sin høje alder flittigt farer land og rige rundt for at fortælle om sit liv og sine oplevelser. Han sagde i et interview: "Det giver livsmod, at folk stadig gerne vil høre mig. Det er ligefrem rørende, så mange henvendelser jeg får om at komme ud at tale .."

Alex Frank Larsen beskrev det således i sin fremragende bog: Anker - Mennesket, Magten, Meningerne fra 1999:

"Han er aldrig vokset bort fra dét, han kom fra, og mødet med jævne mennesker er en vigtig del af livet, aldrig bare et besværligt spild af tid. Der skal være tid og plads til kaffen, og hvis det står til Anker - jo tak, gerne kage, men bare et lille stykke ... Anker kan gå rundt i det stinkende Gazas menneskemylder den ene dag og være i Øster Hurup næste dag for at minde syv pensionister om glæden ved at læse."

Anker Jørgensen på Vrå Højskole
tirsdag, den 17. april 2007
Foto: Kristian Møller, 9270 Klarup

Alex Frank Larsen kunne også berette om dengang i begyndelsen af 90'erne, hvor Anker Jørgensen drog til Irak for at få 38 danske gidsler ud af Saddam Husseins kløer. Politikere fra alle sider lod deres harme og skældsord hagle ned over den tidligere statsminister ledsaget af hånlig hovedrysten, Venstres Ivar Hansen talte om "brækfornemmelser", den konservative Per Stig Møller kaldte hans rejse "naiv", og Ankers egne efterfølgere frarådede ham at tage afsted.

Men da gidslerne over telefonen 5 gange søgte hjælp hos den eneste danske politiker, der havde vist reel forståelse for deres situation, og direkte tryglede Anker om at komme til Bagdad, var han ikke i tvivl. Han forenede al sin menneskelige omsorg og sin politiske erfaring i sine bestræbelser, og det lykkedes at få de 16 med hjem umiddelbart og et tilsagn om, at de øvrige ville blive frigivet enkeltvis i løbet af nogle uger. Det kom til at holde stik, og Anker var hver gang i lufthavnen for at tage imod.

Een af de frigivne gidsler, John Godtfredsen, fortalte senere Alex Frank Larsen, at man først efter hjemkomsten blev klar over, hvilken modstand Anker Jørgensen var oppe imod, da han rejste til Irak for at hjælpe sine nødstedte landsmænd:

"Vi kendte ikke den politiske rævekage, der var bagt herhjemme, før vi kom hjem ... Jeg kendte ham ikke personlig på forhånd ... Han er en folkets mand, det var ikke engang noget, vi fandt på. Du kan ikke adskille ham som person, som menneske og som politiker, for han forener de roller i sig med de bedste sider fra hver især."

Anker Jørgensen var een af hovedtalerne ved mindehøjtideligheden på Københavns Rådhus den 27. januar 2005 i anledning af 60-året for befrielsen af nazisternes dødslejr Auschwitz. Den officielle folkedrabsdag blev markeret overalt i Europa, og i sin tale slog Anker fast, at vi var nødt til at sætte grænser for tolerance for at beskytte det demokratiske samfund. Han opfordrede til, at vi støttede hinanden i at stoppe det onde i os selv og i samfundsudviklingen, før vi endte som gerningsmænd til frygtelige forbrydelser mod andre mennesker:

”Der er for mange officielle talsmænd og -kvinder fra politiske partier og ministerier, der ægger til mistro, kommer med nedværdigende omtale og på den måde er med til at udstøde medmennesker, som ikke ligner dem, der medvirker i en Morten Korch-film. Det er nemlig ikke nok at være dus med himlens fugle eller kunne hilse på en kronhjort. Vi skal lære at leve med resten af verden, der kommer til os, uanset om det er fra Tyrkiet, Polen eller Chile.”

Søndagsavisen ved Lars Rossen bad den tidligere forbundsformand i SiD og MF for Socialdemokratiet, Hardy Hansen, om at give sin vurdering af Anker Jørgensens styrker og svagheder: "Svagheder? Jamen, har Anker nogle svagheder?" Om styrkerne: Hans store sociale engagement, menneskeligheden og solidaritetsfølelsen, fastslår Hardy Hansen uden at blinke. Nogenlunde samme karakteristika går igen, når man gennemlæser de mange portrætartikler, der i årenes løb er skrevet om Anker Jørgensen, specialarbejderen, der gik hen og blev Danmarks statsminister. Noget andet, der går igen, er den kendsgerning, at ALLE var på fornavn med Anker. Han nåede en folkelig popularitet, de fleste må misunde ham.

I et interview med fagbladet Folkeskolen ved Andrea Bak blev Anker Jørgensen engang spurgt, om han som barn havde nogen forestilling om, hvad han ville være, når han blev voksen:

"Ikke mens jeg gik i skole. Jeg havde ingen ide om, at jeg ville være statsminister, men jeg ville være med i arbejderbevægelsen. Meget tidligt var begrebet arbejderbevægelse et ord, som der var noget trylleagtigt over. Nogle syntes, det var ufint, men jeg havde det modsat - op på en piedestal med begrebet ... Jeg forstod, at der i ethvert samfund er nogen, der har det godt, og nogen, der ikke har det godt. Det er nok for idealistisk, men jeg vil tro, at det var det, der førte mig ind i det politiske.

Og det blev selvfølgeligt understreget af, at jeg havde gået i Vajsenhusets Skole, for vi var jo godt klar over, at vi var Vajsenhusbørn - nogle stakkels fattige børn, selv om vi jo ikke alle sammen var så fattige endda. Men vi var nok alligevel den nederste del af samfundsniveauet ... Så der var noget, der sagde i mig: Det skal ordnes, det her. Og det har jeg så ordnet", siger han og griner lidt: "Gu' har jeg ej, men jeg har forhåbentligt givet et lille bidrag ..."

Læs hele Andrea Baks interview med Anker her.